CHATBESKEDER SKAL BEVISE KONFLIKT MELLEM BANDER INDEN OVERFALD

Flere chatbeskeder blev ifølge anklagemyndigheden sendt mellem rockergrupperne Comanches og Hells Angels, før en 20-årig mand blev overfaldet i en hashbod på Christiania i april 2023.

Beskederne er bevis på, at der har været en konflikt mellem de to bandegrupperinger, lyder det fra anklagerne tirsdag ved Københavns Byret.

Her er 20 mænd fra rockergruppen Comanches tiltalt for at have begået brutal vold mod en medarbejder i hashboden "Bedst og Billigst", som ifølge politiet blev styret af Hells Angels.

Anklagerne i sagen kræver de tiltalte dømt efter bandeparagraffen, der kan give dobbelt straf.

For volden kunne ifølge dem indlede en konflikt med Hells Angels, eller også var det led i en konflikt, som allerede var i gang, har de tidligere sagt.

Blandt andet blev beskeder ifølge anklagemyndigheden sendt mellem en af de tiltalte i sagen og et medlem fra Hells Angels, som angiveligt havde mødtes for at snakke om en tidligere episode mellem de to grupper allerede et par måneder inden overfaldet.

- Vi to har en aftale om, at situationen er lukket, og vi kan gå forbi hinanden uden attitude, lød en besked fra den tiltalte til et medlem af Hells Angels efter deres møde.

Men et par timer før overfaldet fandt sted - cirka tre måneder efter - blev en ny besked mellem to medlemmer af Comanches angiveligt sendt. Her stod:

- Er der nogen som har hørt, at (red. navn på tiltalte) er blevet truet af de røde. Og at der skulle have været en episode.

Ifølge en politiassistent, der tirsdag har vidnet i sagen, er den hashbod, hvor overfaldet fandt sted, malet rød.

Chatbeskederne blev også tirsdag vist i retten.

En anden politiassistent, der også vidnede i sagen tirsdag, og som har sin daglige gang på Christiania, fortalte at bandegrupperinger har de største muskler på Christiania, hvad angår hashboderne.

Ifølge hans forklaring har Hells Angels de fleste boder. Commanches har omkring tre hashboder.

- Der har i den grad været kampe om markedet, siger han blandt andet under sin forklaring.

Forsvarerne i sagen har blandt andet lagt vægt på, at den mand, der blev overfaldet i april ikke har direkte tilknytning til Hells Angels, selv om han arbejdede i boden.

Dommen i sagen forventes midt i juni.

/ritzau/

2024-04-23T12:23:21Z dg43tfdfdgfd